Grethe Grathwol:

Reflektioner omkring Hjördis Haacks maleri

Hjördis Haacks maleri er meget fysisk i den forstand, at det henvender sig ikke alene til øjet, men også til kroppens sansninger. Hendes malerier er gennemgående meget store, eller noget mindre malerier kan være sammensatte til en stor helhed. De store formater tvinger betragteren i bevægelse under iagttagelsen.
Vi må på god afstand for at opfatte helheden, nærmere på for at udforske detaljer og ind i en bevægelse langs med for at følge rytmen over billedfladen. Malerierne fungerer ude i det virkelige rum, som de deler med betragterne på en måde, der er beslægtet med skulpturers henvendelsesmåde.
Hjördis Haacks maleri adskiller sig derfor fra det mere klassiske, der fører os direkte ind i maleriets altid illusoriske billedrum indesluttet af billedrammen, idet det appellerer til øjets udforskning af rummet derinde bag maleriets flade.
Imidlertid, hendes malerier er ikke alene flader, vi forholder os til, for de har også billedrummets illusoriske dimension. Det kan være genstande, voluminer, som afbilledede er givet udstrækning i det, eller hele landskaber kan gennem skildringen udfolde sig derinde.
Således er der tale om en dualitet, som over billedfladen etablerer en forbindelse mellem det ydre virkelige rum og det illusoriske inde bag fladen. – I et maleri fra 1996, ”Skumringslys” behandler kunstneren netop temaet: forbindelsen mellem ydre og indre rum, idet det forestiller synet af et ydre rum, et tusmørkt aftenlandskab set gennem et vindue, hvori et inderums stearinlys spejler sig. Inde og ude ses samtidig.
Hjördis Haack inddrager med sit maleri det ydre rum og giver det hermed en særlig sansbar fysisk karakter, men måden hun maler på – d.v.s. den måde, hun vælger at overføre farve til lærred på, er endnu en virksom faktor i etableringen af et direkte og fysisk udtryk.
Hendes malemåde fanger opmærksomheden og kan iagttages nær på som brede rytmiske penselstrøg, der altid følger formen, farven beskriver, og altid ligger farven helt jævnt og glat over fladen. Den er påsat meget præcist og får ikke lov til ekspressivt at følge egne veje eller ukontrolleret at skyde sig ud i fortykninger.
Måden, de store billeder er malet på, medfører en dualitet, også hvor det gælder forholdet mellem sart og groft. Tæt på er det som om malerierne motivisk opløser sig i hastigt udbredte farvefelter forårsaget af indtrykket af de brede penselsstrøg, men fra større afstand ses felterne samlet til ganske præcise motivgengivelser. Der er grund for betragteren til at bevæge sig under konfrontationen med Hjördis Haacks malerier, for oplevelsen af dem udgøres af det helhedsindtryk, som først herigennem danner sig. Og det er i rummet mellem nær og fjern, maleriernes sindslige, ofte poetiske dimension udfolder sig.
Kunstnerens glæde ved at male formidles gennem hendes billeder ud til betragterne. Det kan forekomme, at man rives med i maleprocessens rytme og næsten føler sig inde i den som delagtig i maleriernes tilblivelse.
Hjördis Haack vælger sig de mest forskelligartede motiver for sine malerier, men man skal ikke derfor tro, at de alene udgør påskud for at søge ind i glæden ved at male. I valg af motiver kredser hun om emner, der kan belyse sider af maleriets egenart. I arbejdet med sine værker genoptager hun gerne ældre tiders maleteknikker, men anvender dem i nutidige udtryk.
Værket ”Spejling”, 2004, er sammensat af to meget store malerier à 190 x 290 cm. De er næsten, men ikke ganske ens. Deres motiv er i al enkelhed et lille glas på slank stilk anbragt på en velpudset sølvbakke. Omgivelsen er næsten sort, og der er vist en lille rest klar gullig drikkelse på bunden af glasset.
Ved sidestillingen af de to næsten ens malerier kan det se ud, som om de to billeder er spejlinger af hinanden. I alt fald leder værket betragteren til at forholde dem til hinanden for at komme under fund med ligheder og forskelle imellem dem.
Glasset spejler sig i sølvbakkens blanke flade, hvis blankhed netop skildres gennem glassets spejling i det. Glasset fremtræder transparent og lidt blankt, da det synes at fange lys og at modtage genskin fra sølvfadets blanke flade. Det er også glassets indfangning af lys, der giver det udstrækning i billedrummet og meddeler dets form. Sølvfadets ornamenterede kant fanger lys og reflekterer det.
Ganske vist udgøres værket af to billeder, der begge forestiller et glas på et sølvfad, men det skildrer og handler om lys og spejling.
Skildringer af lys og hermed også af mørke er karakteristisk for flere af Hjördis Haacks malerier. De er med til at fange tiden ind i værkerne.
Lysreflektionen forbinder lysskildring og spejling, og netop lysreflektionen kan ses som bærende element i hendes udsmykning af Viborgs nye musikhus. Den er et 2 x 8 m. stort maleri, der forestiller midterstykket af en obo med dens metalblanke klapper og søjler. Det sorte oboparti er afbildet horisontalt mod et sort stof, så først og fremmest dets reflekterende og spejlende metalbesætning markerer i maleriet. Tæt på er maleriet knapt aflæseligt som et forestillende billede, men det samler sig til det billede af et stykke obo, det er, når man har fået god afstand til det.
Det er ikke kun i værket ”Spejling” Hjördis Haack arbejder med møder mellem malerier, der kan synes ens, men ikke er det. Konfrontation af næsten ens malerier er et karakteristisk element i flere af hendes værker. Gerne sker konfrontationen ved møder etablerede, hvor to udstillingsvægge danner hjørne, eller idet skildringer af et motiv sættes over hinanden, men den ene malerirække synes opsat ”upside down”, som var der tale om et motivs spejling i en søs overflade. Ved opsætningen af værket ”Aerial View”, 2002, på ”Den Gyldne”, Charlottenborg, benyttede hun netop denne ”upside down” ophængningsmåde.
Ophængningsmåden kan ses som et greb, der tvinger betragteren til at fæstne opmærksomheden i længere tid ved værket for at tilegne sig det. Imidlertid medgiver den også værket en egen betydning.
Ligesom værket ”Spejling” griber tilbage i tid til ældre maleres valg af motiver og motivdetaljer, hvor lyset netop ofte skildredes modtaget og reflekteret i glas og blanke materialer, således henviser ”Aerial View”, der er en serie ensartede billeder af skyer over en antydet horisont, også til den ældre malerkunst, i hvilken skildringen af skyer var tillagt stor betydning – så stor, at skystudier udførtes som en art etuder og motivisk stod alene på de små skitselærreder.
Hjördis Haacks billeder er så stille og tyste, tiden synes sat i stå. I motiverne indgår hverken mennesker eller dyr, og hvis der er en rose, er den alene i maleriets felt, afbildet som objekt.
Den begivenhedsløse stilstand, i hvilken der dog kan lure et drama, medgiver billederne en egen intensitet. Mystiske og metafysiske kan de synes at være.
Under betragtning af Hjördis Haacks maleri bekræftes man i forvisningen om, at maleriets muligheder er uudtømmelige, og man mærker, at glæden ved at male og glæden ved at opleve maleriet fortsat er levende og i bedste velgående.